I papirindustrien er fibermorfologi en af nøglefaktorerne, der bestemmer papirmassens egenskaber og den endelige papirkvalitet. Fibermorfologi omfatter fibrenes gennemsnitlige længde, forholdet mellem fibercellevæggens tykkelse og cellediameter (benævnt forholdet mellem væg og hulrum) og mængden af ikke-fibrøse heterocytter og fiberbundter i papirmassen. Disse faktorer interagerer med hinanden og påvirker i fællesskab papirmassens bindingsstyrke, dehydreringseffektivitet, kopieringsevne samt papirets styrke, sejhed og samlede kvalitet.
1) Gennemsnitlig fiberlængde
Fibernes gennemsnitlige længde er en af de vigtige indikatorer for papirmassens kvalitet. Længere fibre danner længere netværkskæder i papirmassen, hvilket bidrager til at forbedre papirets bindingsstyrke og trækstyrke. Når fibrenes gennemsnitlige længde øges, øges antallet af sammenvævede punkter mellem fibrene, hvilket gør det muligt for papiret bedre at fordele stress, når det udsættes for eksterne kræfter, og dermed forbedres papirets styrke og sejhed. Derfor kan brugen af længere fibre med gennemsnitlig længde, såsom gran-nåletræsmasse eller bomulds- og hørmasse, give papiret højere styrke og bedre sejhed. Disse papirer er mere velegnede til brug i tilfælde af behov for højere fysiske egenskaber, såsom emballagematerialer, trykpapir osv.
2) Forholdet mellem fibercellevæggens tykkelse og cellehulrumsdiameter (forhold mellem væg og hulrum)
Forholdet mellem væg og hulrum er en anden vigtig faktor, der påvirker papirmassens egenskaber. Et lavere forhold mellem væg og hulrum betyder, at fibercellevæggen er relativt tynd, og cellehulrummet er større, så fibrene i papirmasse- og papirfremstillingsprocessen lettere absorberer vand og blødgør, hvilket fremmer fibrenes forfinelse, spredning og sammenfletning. Samtidig giver tyndvæggede fibre bedre fleksibilitet og foldbarhed ved formning af papir, hvilket gør papiret mere egnet til komplekse forarbejdnings- og formningsprocesser. I modsætning hertil kan fibre med et højt forhold mellem væg og hulrum føre til for hårdt og sprødt papir, hvilket ikke er befordrende for efterfølgende forarbejdning og brug.
3) Indhold af ikke-fibrøse heterocytter og fiberbundter
Ikke-fiberholdige celler og fiberbundter i papirmassen er negative faktorer, der påvirker papirkvaliteten. Disse urenheder vil ikke kun reducere papirmassens renhed og ensartethed, men også i papirfremstillingsprocessen danne knuder og defekter, hvilket påvirker papirets glathed og styrke. Ikke-fiberholdige heterocytter kan stamme fra ikke-fiberholdige komponenter såsom bark, harpiks og gummier i råmaterialet, mens fiberbundter er fiberaggregater, der dannes som følge af råmaterialets manglende evne til at dissociere tilstrækkeligt under fremstillingsprocessen. Derfor bør disse urenheder fjernes så meget som muligt under papirmasseprocessen for at forbedre papirmassekvaliteten og papirudbyttet.
Opslagstidspunkt: 28. september 2024
